Golfkommentator sælger Bubbas sokker i Danmark

Golfkommentator sælger Bubbas sokker i Danmark

27. juni 2018 Slået fra Af Kasper Ørkild

Han er kendt som journalist og golfkommentator. Men nu kan Anders Sigdal også skrive webshopejer på visitkortet. Gennem Balata.dk er den kendte stemme fra C More Golfs PGA-dækning begyndt at sælge golfsokker til danskerne. Og det er ikke hvilke som helst sokker.

Mærket er Stance, som producerer sokker af høj kvalitet til alt fra basketball til skateboarding – og nu også golf. En lang række kendisser er frontfigurer for mærket, som også sponsorerer Bubba Watson.

– Jeg faldt lidt over mærket og besluttede mig for at købe et lille parti sokker hjem. Nogle af dem er lidt sjove og skøre at se på, men det er virkelig god kvalitet, fortæller Anders Sigdal.

Med netop Bubba Watson som frontfiguren i golfverden prøver Stance også at skille sig ud i det store marked med golftøj.

– De vil gerne være den frække dreng i klassen, der også har et navn i for eksempel skateboarding. Her passer Bubba godt ind. Han er lidt utraditionel, og det passer dem ret godt, fortæller kommentatoren.

Bubba Watson har også lagt navn til flere modeller.

Sidegesjæften for Anders Sigdal bliver indtil videre ved Stance-sokkerne på webshoppen. Men der kan potentielt dukke andet op, hvis den golfglade journalist får smag for et nicheprodukt.

– Hvis jeg falder over et sjovt produkt, så kunne det da godt være, at jeg slår til, slutter Sigdal.

Foruden et stærkt navn som Bubba Watson på nogle modeller har Stance også lavet legendeudgaver af deres sokker. Dermed har der været modeller med store navne som Chi Chi Rodriguez, Gary Player, Payne Stewart og Jack Nicklaus. På sokkerne er sidstnævnte for eksempel portrætteret i sin legendariske jubel fra Masters-sejren i 1986.