WITB: 17-årige Nicolai Højgaard gennemgår sit sæt

WITB: 17-årige Nicolai Højgaard gennemgår sit sæt

31. august 2018 Slået fra Af Kasper Ørkild

Han er 17 år, europæisk amatørmester og deltog ved British Open i år. Danske Nicolai Højgaard har i 2018 skabt sig et stort navn i golfverden uden for Danmarks grænser.

Gyttegård-spilleren tyer primært til TaylorMade i sin bag ved Made in Denmark – men der er en speciel forbindelse til Titleist.

Driver: TaylorMade M4 9,5 grader

Her prøvede golftalentet både M3 og M4, før han valgte den rette driver. Men han fandt ikke det rette spin i TaylorMades M3’er.

– Jeg har egentlig spillet med Titleist det meste af tiden, men så fik jeg lov til at prøve en TaylorMade-kølle. Den performer bare bedre. Mit hæltræf er blevet bedre, og den flyver bedre og længere, lyder det fra Nicolai Højgaard.

3-wood: TaylorMade M2, 15 grader

Fairwaykøllen var sammen med driveren med til at få Nicolai Højgaard til at skifte fra Titleist til TaylorMade. Det er dog ikke den perfekte løsning, der er i baggen for tiden.

– Jeg har svært ved at finde spoons, der passer ordentligt. Jeg har aldrig fundet én, der passer mig 100 procent. Men den her har jeg det bedst med. Jeg er ikke blevet fittet til de nye M3 og M4 endnu, men den her passer, fortæller han.

3-jern: TaylorMade P790

I stedet for en 5-kølle eller en hybrid har Gyttegård-spilleren valgt et combo-jern til at lukke hullet fra jernsættet til sin spoon.

– Bunden er lidt bredere end mine egne jern. Det er lidt mere tilgivende. Det har jeg i 3-jern for at få lidt længde, slå de længere slag og komme fra tee. Når jeg har problemer med driver og spoon, så er den god at have, siger Nicolai Højgaard.

Jern 4-P: TaylorMade P770

Skiftet fra Titleist til TaylorMade var sværere på jernsiden. Her var Nicolai Højgaard glad for sine gamle Titleist-jern, som skulle skiftes ud til fordel for TaylorMade. Derfor kiggede han i retning af en lignende model.

– Jeg ville gerne have noget, der mindede lidt om AP2 fra Titleist, som jeg havde før. Jeg kunne godt lide tilgivelsen, der var og ville gøre det så nemt så muligt for mig selv at skifte jern, siger han.

Wedges: TaylorMade Milled Grind HI-TOE 60 grader, TaylorMade Milled Grind RAW 56 grader, TaylorMade Milled Grind RAW 52 grader.

Op til Made in Denmark i Silkeborg fik Nicolai Højgaard lavet en HI-TOE på 60 grader til det bløde underlag i Himmerland. Dermed fik han en passende bounce til den våde bane. Men derudover kigger han igen på skiftet fra Titleist i sit valg af udstyr.

– De er super gode og minder mig meget om Vokey. De er ret ens, og det gjorde det nemt for mig at gå fra Titleist til TaylorMade, forklarer Nicolai Højgaard.

Putter: Scotty Cameron Tour Rat Prototype

Nicolai Højgaard fik lavet putteren ved Scotty Camerons bus til British Open. Han spillede også med Scotty Cameron før den mulighed.

– På udseende er den fed og minder meget om min gamle putter. Jeg kan bedre lide at stå over den her i forhold til udseende og følelsen. Den har performet ganske okay. Men det er stadig putting, der er min svære side, slutter Nicolai Højgaard.

Bolde: Titleist Pro V1

Han har altid spillet med Titleist Pro V1 og får boldene gennem sit ærinde på landsholdet. Den er valgt over Pro V1x for at få mere længde.

Se Nicolai gennemgå lidt af sit sæt i nedenstående video fra vores Facebook-side: