Svensk stjerneskud forlader TaylorMade

joakim lagergren wilson staff

Januar er storsæson for nye sponsorater og spilleraftaler mellem golfmærker og professionelle. Denne måned har stået på flere spillere, som er skiftet fra TaylorMade, efter Adidas i fjor solgte golfmærket fra. Det nyeste skud på stammen af den slags er svenske Joakim Lagergren, som skifter til Wilson Staff. European Tour-spilleren og tidligere vinder på Challenge Tour deler nu sponsor med veteranerne Padraig Harrington og Paul Lawrie.

– Jeg er rigtig glad for at blive en del af Wilson Golf Team i 2018. Jeg er imponeret over deres jern, da jeg testede udstyr gennem vinteren, siger 26-årige Lagergren i en pressemeddelelse.

Svenskeren har senest gjort sig bemærket ved at slutte blandt de bedste 12 spillere ved Alfred Dunhill Links Championship og i top-20 ved UBS Hong Kong Open.

– Det forstærker vores brand at tilknytte en ung og fremadstormende spiller som Joakim, udtaler Doug Wright, kommerciel direktør ved Wilson Golf.

Vi kommer højst sandsynligt til at se den nye Wilson Staff C300-driver i svenskerens bag det kommende år. Den udmærker sig – ifølge Wilson Staff – ved at have et større sweet spot end lignende køller. Den og de nye FG Tour V6-jern er en del af det sæt, som Lagergren er affotograferet med i Wilson Staffs pressemeddelelse.

Andre nyheder