På udkig efter en ny favoritbold? Her er 2018’s nye golfbolde

På udkig efter en ny favoritbold? Her er 2018’s nye golfbolde

30. januar 2018 Slået fra Af Kasper Ørkild

Januar er sæson for nyt grej, nye køller og andre udstyrsnyheder. Det gælder også golfbolde. Producenterne står i kø for at fortælle om deres nye golfbold, hvilket gør det uoverskueligt at følge med i de nye muligheder. Derfor bringer Wedge et overblik over de golfbolde, der indtil videre er lanceret i 2018. Der er alt fra Tour-modeller til selvlysende bolde for den mere afslappede golfspiller.

Dermed har du mulighed for at tage et kig på den bold, der måske er din nye go-to i den nye sæson.

TaylorMade Project S

Her er der tale om en opdateret version af en allerede velkendt bold samt en helt ny lancering. TaylorMade har forbedret Project A-modellen, som vi allerede kender, mens de har tilføjet Project S til udvalget af bolde. S står for soft, mens TaylorMade lover, at det ikke går ud over længden i bolden.

Både Project A og Project S er three piece-bolde. Project A skaber mere spin og er mere oplagt for den erfarne golfspiller i et lavere handicap. Den nye søsterbold er altså til et andet handicapsegment. Project S slår sig på at skabe mindre spin i drivet og sikre mere længde på trods af en kompression på 60. Det er 10 lavere end Project A. Det er altså en blødere bold, men spørgsmålet er, hvordan den opfører sig i korte slag mod green.

taylormade project s ny bold 2018

Project S kommer til at være omkring 100 kroner billigere i danske butikker end Project A, som lige nu står til op mod 380 kroner per dusin.

Den opdaterede version af Project A får en ny Dual Distance-kerne og et nyt dimple-design, som ifølge TaylorMade sikrer mere længde og bedre kontrol omkring green.

Titleist Velocity

2018 byder også på en ny version af Titleists populære long distance-bold – nemlig Velocity. Desuden kommer den i nye farver. Synligheden forøges med de lyserøde eller orange versioner.

– Alt, vi gør med Velocity, er at generere hastighed og længde. Når vi snakkede med Velocity-spillere i starten af vores udviklingsproces, fik vi at vide, at de ønskede mere længde – især fra tee. Det imødekom vi med en ny kerneteknologi og det mest hastighedsskabende ydre, nogen Titleist-bold nogensinde har haft, fortæller Michael Mahony fra Titleist Golf Ball Marketing i en pressemeddelelse.

Bolden har fået nyt dimple-mønster, en ny kerne til lavt spin og et nyt ydre, der sikrer højere boldhastighed.

Noodle Neon

Det er nok de færreste dedikerede golfspillere, der jævnligt køber Noodle-bolde. Men ikke desto mindre har TaylorMade offentliggjort nye versioner af den velkendte boldtype – og en ny, visuel version. Den bløde distancebold fås nemlig i iøjnefaldende farver under Noodle Neon-brandet i 2018. De sikrer blikfang og en god mulighed for at finde bolden i det grønne. TaylorMade fokuserer også mere på æstetikken og farverne i deres præsentation af Noodle Neon.

– Noodle har hjulpet mange millioner golfspillere med at have det sjovt, mens de spiller med en original, blød og langtflyende bold. Den nye Noodle Neon giver en ikonisk præstation med et tvist, som giver bedre synlighed og fornøjelse, mens det varer, udtaler Michael Fox, der står for bolde og tilbehør hos TaylorMade.

noodle neon golfbold

 

Noodle er målrettet rekreationelle golfspillere, som altså ikke spiller på et højt niveau. Det er en meget blød two piece-bold, som slår sig på lang holdbarhed – og dermed sparede kroner i længden.

Titleist Tour Soft

Den nye Tour Soft-bold er Titleists middelklasse-bold og er på linje med NXT-modellen, som de fleste kender. Tour Soft er nok den blødeste middelklasse-bold på markedet, da den har fuld fokus på dét aspekt. Det er dermed en oplagt bold til spillere med fokus på deres spil omkring green, hvis Pro V1 er i en lidt for dyr klasse i Titleist-linjen.

Titleist Tour Soft har fået en større kerne og et tyndere ydre. Derudover har den fået et nyt dimple-design. Tour Soft er en two piece-bold til forskel fra storebroren Pro V1, der er en pionér blandt three piece-boldene.

Callaway Chrome Soft/Chrome Soft X

Vi bliver i den bløde middelklasse. Callaways svar på Tour Soft har nemlig også fået en ny generation. Her er tale om Chrome Soft og Chrome Soft X. Callaway har ligeledes øget kernens størrelse for at skabe bedre kompression. Derudover skaber Chrome Soft også mindre driverspin og giver en højere launch og dermed mere længde.

chrome soft ny golfbold 2018

Chrome Soft er en four piece-bold.

Har vi misset en nylanceret golfbold i 2018? Fortæl os det gerne i en mail.