TaylorMade forstærker linjen af Spider-puttere

ny spider taylormade puttere

TaylorMade udvider deres linje af Spider-puttere i det nye år. Dermed bliver der flere muligheder, hvis du vælger samme slags putter som Jon Rahm, Dustin Johnson og Jason Day. Det er nemlig Tour-modeller, som TaylorMade har lagt kræfter i op til den nye sæson.

De fem forskellige modeller varierer i, om der er sigtelinje eller ej. Hovedets vinkel i forhold til skaftet varierer også markant.

L-Neck-versionen er med fuld sigtelinje og 21 graders toe hang samt fuldt offset. Den kan fås til både højre og venstre hånd. Small Slant kan fås med og uden sigtelinje og har 32 graders toe hang og halvt offset. Small Slant er altså en god putter for golfspilleren med meget bue i sit put på grund af den markante toe hang. Modellen uden sigtelinje produceres ikke til venstrehåndede. Double Bend er med sigtelinje og har ingen toe hang. Den er altså vinklen helt efter putterhovedet og har desuden halvt offset. Center-versionen er med sigtelinje, ingen toe hang og er som den eneste med et centreret skaft.

LÆS OGSÅ: TaylorMade og Blast laver interaktiv Spider-putter

– Puttere er unikke. Det er nok den mest unikke kølle i baggen. Vi oplever gang på gange i vores tests af puttere, at forskellige spillere klarer sig bedre med forskellige sigtelinjer. Nu kan vi tilbyde vores forbrugere muligheden for at opleve Spider Tour-putteren med et sigte, der passer deres øje og putterstil, fortæller Bill Price fra TaylorMade i en pressemeddelelse.

Putteren er allerede i de amerikanske butikker i dag og kan fås for 299 dollars.

Derudover lanceres Spider ARC, som er en rotationsbaseret putter. Den kan fås i rød og sølv. Spider ARC er tidligere kun lanceret i Japan, og Justin Rose brugte modellen på Augusta tilbage i april. Den kommer i de amerikanske butikker den 4. februar og står ligeledes til 299 dollars.

Andre nyheder